Helsides debatindlæg i Politiken 24. november 2007
 
Naturen har brug for en kanon
 
Kulturkanonen må have selskab af en naturkanon. Og den er faktisk mere tiltrængt end kulturkanonen. Vi er nemlig blevet en nation af naturanalfabeter, der ikke aner, hvad natur er.
 
NATURKANON
AF MICHAEL STOLTZE
 
Naturen er vores livsgrundlag, og al kultur har i sidste ende naturen som udgangspunkt. Derfor er det absurd at have en kulturkanon uden en naturkanon som pendant. Natur og kultur er som A og B. Natur er det, der på forunderlig vis har udviklet sig af sig selv siden The Big Bang, mens kultur er alt det, mennesket har skabt.
    Desværre ser det ud til, at det almene kendskab til den danske natur for tiden er foruroligende ringe. De fleste yngre danskere kender tilsyneladende ikke kornsortere fra hinanden, de kender ikke en kodriver fra en følfod eller en asp fra et elletræ. En del kender end ikke forskel på eg og bøg. Vi skal ikke alle sammen være biologer – dem er der nok af – men det er en slags åndelig fattigdom ikke at kende til sådanne almindeligheder. Og hvad man ikke kender til, kan man vanskeligt værdsætte.
 
Der er mindst tre grunde til, at det er gået galt:
    For det første har skolen svigtet i tre-fire årtier, hvor naturen i stor stil er blevet smidt ud af klasselokalerne, og eleverne er kommet gradvist mindre ud i naturen. Den sansede tilgang er forsvundet. Det er katastrofalt.
    For det andet er fokus i undervisningen blevet rettet mere mod det videnskabelige og abstrakte end mod det basale, der bare handler om at lære verdenen at kende og at kalde ting ved navne, så de får sjæl og værdi. Det har medført, at poesien og magien, som er afgørende for at fastholde vores fornemmelse og interesse for verden, er forsvundet. Poesien og den sansede tilgang til naturen tillægges ringe vægt i videnskab.
    For det tredje er læren om naturen i stor udstrækning blevet problematiseret i forhold til miljø. Det har sine gode grunde, men da naturen er grundlag for alt, er det vigtigt, at skolen også beskæftiger sig med naturens betydning for digtning, musik, kunst og religion. Resultatet er, at mange har et snævert natursyn eller ganske enkelt ikke aner, hvad natur er.
 
Situationen er så slem, at næsten alt, hvad der kan skabe røre og opmærksomhed om naturen og sammenhængen mellem natur og kultur, er positivt. Derfor er en naturkanon en fremragende ide. Den kan også er synliggøre, at Danmark er et smukt land med en rig natur – ikke mindst i kraft af kysterne – samt at mange arbejder på, at naturværdierne bliver bevaret og forøget.
    Vi trænger til at få rusket gevaldigt op i vores forhold til naturen, og her forslår de traditionelle debatter, konferencer og lignende slet ikke. Der skal en kanon til. Selvfølgelig. Og den skal være for hele folket.
    Den danske naturkanon skal være en appetitvækker og eksempelsamling, som skildrer, hvad natur er, og hvor stort begrebet er. Kanonens indhold skal ikke være noget, man skal kunne lire af, eller et bud på, hvad der er ’nok at vide’. Det er nemlig langt far nok. Kunsten bliver at vælge de gode og magiske eksempler, som kan inspirere enhver til at spærre øjnene op, værdsætte og gå på opdagelse i den forunderlige verden, vi er en del af.
    Naturkanonen må gerne få os til at se på Orions bælte og sværd med et barns forundrede øjne og få os til at genopdage naturen som altings ophav. Kanonen skal få os til at se og sanse naturen som meget andet og mere end videnskab eller noget, der kun er truet.
 
Jeg forestiller mig, at naturkanonen skal udarbejdes på omtrent samme måde som kulturkanonen. Det vil sige, at regeringen nedsætter kanonudvalg med en lang række eksperter, der skal finde frem til og argumentere for kanonens konkrete indhold. Arbejdet skal resultere i en populær, appetitlig og underholdende bog til alle interesserede borgere i landet, men det må også gerne afføde masser af materiale til undervisning, udstilling og meget andet.
    Bogen skal let og ligefremt forklare, hvad natur er, og hvordan natur og kultur hænger sammen. Dernæst skal den vise, beskrive og argumentere for de kanoniserede valg blandt i hvert fald følgende vigtige emner.
 
 
 
Naturens kanon
 
 
20 steder i den danske natur
Det kunne være: Skagens Gren, Råbjerg Mile, Rubjerg Knude, Rebild Bakker, Ørkenen på Anholt, Fur, Silkeborgsøerne, Det Sydfynske Øhav, Mols Bjerge, Knudshoved Odde, Skejten, Roskilde Fjord, Store Blåkilde, Stevns Klint, Møns Klint, Skjern Å, Lille Vildmose, Suserup Skov, Hammeren, Vadehavet.
 
10 typer af sten
Det kunne være: flint, kridt, kildekalk, rhombeporfyr, østersøkvartsporfyr, kinnediabas, kvarts, granit, granat, nexøsandsten.
 
3 typer af skyer
Det kunne være:  Cumulusskyer, amboltskyer, fjerskyer.
 
10 stjernebilleder, stjerner, galaxer eller planeter
Det kunne være: Orion, Cassiopeia, Karlsvognen, Nordstjernen, Capella, Andromeda, Venus, Mars, Saturn, Jupiter.
 
10 typer af natur
Det kunne være: Løvskov, kilde, højmose, ellesump, eng, kalkeng, strandeng, hede, klit, overdrev.
 
10 danske fisk
Det kunne være: Gedde, aborre, ål, ørred, laks, rødspætte, pigvar, torsk, sild, ulk.
 
10 danske padder og krybdyr
 Det kunne være: Skrubtudse, grønbroget tudse, grøn frø, spidssnudet frø, løvfrø, lille vandsalamander, stor vandsalamander, markfirben, hugorm, snog.    
 
20 danske planter
Det kunne være: Engelsød, åkande, nøkkerose, blå anemone, hvid anemone, engkabbeleje, kodriver, kornvalmue, kornblomst, følfod, skovjordbær, rødkløver, skovsyre,  gederams, blåklokke, gul snerre, hedelyng, liljekonval, gøgeurt, tagrør.
 
20 danske fugle
Det kunne være:  Skarv, fiskehejre, stork, knopsvane, edderfugl, musvåge, agerhøne, trane, vibe, sneppe, hættemåge, ringdue, natugle, mursejler, sanglærke, nattergal, musvit, stær, solsort, ravn.  
 
10 danske pattedyr
Det kunne være:  Pindsvin, skimmelflagermus, hare, egern, brun rotte, ræv, grævling, rådyr, krondyr, spættet sæl.    
 
20 danske insekter
Det kunne være: Døgnflue, guldsmed, skumcikade, løvgræshoppe, vandkalv, mariehøne, løbebille, stor gedehams, humlebi, nældens takvinge, citronsommerfugl, admiral, blåfugl, kålsommerfugl, ligustersværmer, bjørnespinder, smutugle, stikmyg, dansemyg, regnklæg.  
 
10 danske smådyr
Det kunne være: Skovflåt, korsedderkop, mejer, skolopender, tusindben, bænkebider, havesnegl, tangloppe, blåmusling, taskekrabbe.
 
10 danske træer
Det kunne være: Eg, bøg, lind, ask, birk, elm, kirsebær, røn, el, asp.  
 
10 danske svampe
Det kunne være: Karljohan, kantarel, violet ametysthat, tøndersvamp, kæmpestøvbold, agerchampignon, stinksvamp, rød fluesvamp, grøn fluesvamp, trompetsvamp.    
 
De 5 største naturforskere i verden
Det kunne være: Carl von Linné, H.C. Ørsted, Charles Darwin, James Watson og Francis Crick.  
 
 
 
 
BLÅ BOG
MICHAEL STOLTZE
 
Født i 1955 på Bornholm
Biolog, ph.d., forfatter, fotograf, foredragsholder og debattør. Speciale i østafrikanske regnskove og ph.d. om sommerfugle i Danmark.
Har skrevet og redigeret en lang række bøger, artikler, debatindlæg og kronikker om natur, bl.a. værket ’Danske dagsommerfugle’, og senest den roste bestseller ’Dansk natur’ (Gyldendal 2005 og 2007).
Siden 1998 ansat i Danmarks Naturfredningsforening med bl.a. fredning og naturpolitik som arbejdsopgaver.
 
Natur og Idé